Husskader i området

Det blev blandt andet bragt op på seneste generalforsamling at antallet af husskader, alliker og andre store fugle er steget kraftigt de seneste år. Dette går ud over de mindre sangfugle, som ikke rigtigt får plads.

De huserer særligt i bæltet med de store træer der starter for enden af Georginevej og løber ned omkring bålstedet ved boldbanen.

Det er muligt at søge om tilladelse hos Skov og Naturstyrelsen til selv at regulere i området, ved enten at skyde fuglene eller fange dem i fælder (såfremt man har jagttegn). Tilladelsen kan gives fra 1. februar til 15. april, så vi er desværre for sent ude i år, men vi vil forsøge at indhente en sådan tilladelse til næste år.

Flagallé i Regstrup

Påskedag, søndag d. 1. april 2018, åbner Flagallé Regstrup. Grundejerforeningen Regstrup Å har også sponseret et flag. Kom og vær med til selve åbningen på parkeringspladsen v. kirken/gamle skole kl. 12:00.

Se mere på www.flagalle4420regstrup.dk

Fastelavn 2018

Traditionen tro inviterer grundejerforeningen alle børn og barnlige sjæle til fastelavn/tøndeslagning. I år bliver det

Søndag d. 11. februar kl. 11:00, Georginevej 10

Der vil være fastelavnsboller til alle, og lidt varmt og koldt at drikke som vi plejer. Vi håber at se lige så mange af Jer som de foregående år.

Havedag 2017

Hej Alle,

Årets havedag falder lidt senere i år. Den løber af stabelen lørdag d. 12. august 2017.

Vi mødes kl. 14:00 på boldbanen, kratter lidt i noget af det grønne rundt omkring i området, og slutter dagen af med fællesspisning som vi plejer, hvor foreningen er vært ved lidt mad og drikke til det hårdtarbejdende folk. Vi planlægger at grille en gris igen i år.

Tilmelding sker til havedag@gf-regstrupaa.dk

Skriv hvor mange I kommer (både voksne og børn), og hvis vi skal tage hensyn til nogen der ikke spiser svinekød. Vi vil da sørge for at indkøbe noget alternativt til formålet.

Vi håber at se så mange som  muligt – det plejer at være rigtigt hyggeligt.

Mange hilsner,

Bestyrelsen

 

 

Skt. Hans 23/6 2017

Hej Alle,

Skt. Hans nærmer sig med hastige skridt, og traditionen tro er Grundejerforeningen vært ved en øl eller en vand ved bålstedet.

Grillen bliver startet omkring kl. 17:00 og alle er velkomne til at tage eget kød og tilbehør med og grille sammen. Der bliver også lavet snobrød, så dem der har pinde til formålet, må meget gerne tage dem med også.

Vi sørger for en heks (Malene)… eller altså… Malene sørger for en heks, og mon ikke der også vil være lidt fællessang.

Vi håber at se så mange af Jer, der har tid og mulighed for det, til et par hyggelige timer.

Bestyrelsen

Fastelavn 2017

Her på falderebet vil vi endnu en gang gøre opmærksom på fastelavn i foreningen, som skrevet ud i tidligere mail.

Herlighederne løber af stabelen i morgen, d. 26. februar 2017, i formandens carport (Gyvelvej 11) kl. 11:00.

Der er tønder til både små og store, lidt til den søde tand og koldt og varmt at drikke.

Vi håber at se så mange som muligt i fede udklædninger.

Afslutning på græsslåning 2016

Kære Alle,

Græsslåningen i år er gået over al forventning.

Udgangspunktet var, at vi selv ville holde boldbanen, græsbælte ud mod stierne og græsbælte ud mod Syrenvænget. Dette for at spare min. 10.000 kr. som det ellers ville have kostet at få professionelle til at holde det.

Græsarealerne er blevet holdt rigtigt fint, og planen for græsslåning er blevet fulgt. Opbakningen og tilslutningen har været god, og det været en god mulighed for at få en hyggelig snak og en øl eller en sodavand med sine naboer.

For at klappe hinanden på skuldrene, og slå de sidste ture sammen (alle har stadig en tur tilgode), slår vi alle de sidste slåninger sammen og lave en fællesslåning nu på

søndag d. 30/10 2016 kl. 15:00 til ca. 16:30

Vi starter med at slå græs, og derefter griller vi en pølse og drikker en sodavand eller en øl.

Bestyrelsen sørger for indkøb af mad og drikkevarer, så det eneste man skal er at møde op med sin plæneklipper og sit gode humør.

Vi håber på godt vejr, og at se så mange som muligt (vi forbeholder os retten til at aflyse/udsætte såfremt vejret bliver helt umuligt).

Venlig hilsen,

Bestyrelsen

Væltet lygtepæl

På stien ud for enden af Guldrankevej er der væltet en lygtepæl. Det er højst sandsynligt sket i forbindelse med den årlige høst af det høje græs (eller også er der en meget tung hund der har lænet sig op ad den).

Det er meldt til kommunen via “Giv et praj” app’en. Det blev “indtelefoneret” i går eftermiddags (mandag d. 25.) og allerede her til formiddag ringede de fra SEAS-NVE.

Som det ses på billedet er noget af indmaden blotlagt, så husk at sig til de unge mennesker rundt omkring at man ikke skal stikke fingrene derind selvom det ser spændende ud, og endnu vigtigere – det er nok en god idé at holde sig fra at tisse på den.

Vi håber at den snart bliver fikset.

Sankt Hans 2016

Sankt Hans aften i grundejerforeningen fejres sædvanen tro med fællesspisning og bål torsdag d. 23/6.

Grillen er klar til jeres egen medbragte aftensmad fra kl. 17:30. Der vil være lidt øl/sodavand.

Tag en pind med, da der er snobrødsdej til børnene efter maden.

Bålet tændes kl. 19:00.

Ingen tilmelding, kom og hyg med din nabo!

Havedag 2016 (21. maj)

Havedag

15-05-2016
OPDATERING

Der er pt. tilmeldt lige under 20 voksne + 15 børn.

Hvis I endnu ikke har nået at tilmelde Jer havedagen, så skynd Jer at sende en mail til morten@gf-regstrupaa.dk med besked om hvor mange børn og voksne I kan mønstre til havedagen.

Håber at se så mange som muligt.


Kære Alle,

Beklager den lidt forsinkede invitation – vi håber at så mange som muligt har mulighed og lyst til at komme og være med til en hyggelig dag alligevel.

Nu er vi nået forbi den internationale arbejd-nøgen-i-haven-dag, så vi opfordrer folk til at møde nogenlunde påklædt d. 21. maj 2016 kl. 14:00 på boldbanen.

Ligesom sidste år, prøver vi så vidt muligt at “gå sammen” og ordne de små-ting der er på programmet, hvorefter vi alle mødes om aftenen til noget god mad og drikke i formandens garage på Gyvelvej 11.

Nogle af tingene vi skal have ordnet er

  • Luge/ordne omkring bålstedet (skilpadden)
  • Rydde op/fjerne skrald langs veje/grønne områder
  • Ordne syren-bæltet
  • Bekæmpe ukrudt langs fortove/vejkanter
  • (…)

Tilmelding (antal voksne + børn) til morten@gf-regstrupaa.dk, så vi ved hvor meget mad vi skal ud og skyde/køre ned.

Mange hilsner,
Bestyrelsen

 

Top